Superligaholdet møder 22 seriespillere

Skærtorsdag den 24. marts klokken 10.00 møder Hobro IK´s Alka Superligahold 22 spillere fra Viborg Søndermarkens serie 3,4 og 6 hold. Kampen er arrangeret af TV2 Sport som har det populære sportsprogram, SportsLab som udfører sportsmæssige eksperimenter inden for udvalgte idrætsgrene.. 

Reglerne er rimeligt simple. Hobro IK stiller med 11 mand fra Superliga-truppen, mens Viborg Søndermarken stiller med 22 mand fra deres seriehold. Altså to mand på hver position, hvilket også gælder på målmandsposten. Kampen løber over to halvlege af hver 30 minutter og en indlagt pause på et kvarter. Kampen dømmes af tre unge dommer-talenter fra 2. division. Ellers spilles kampen som om, at det var en normal superligakamp udover, at farligt spil ikke er tilladt.

"Det er en vildt spændende udfordring at spille mod 22 spillere og vi glæder os til at tage kampen op! Det bliver nok svært at finde åbne områder på banen, men til gengæld vil vores spilleres individuelle kvaliteter komme til udtryk. Både spillere og trænere glæder sig til at spille en noget anderledes kamp," udtaler assistenttræner, Michael Kryger.

Kampen spilles som sagt Skærtorsdag klokken 10.00 på DS Arena i Hobro, hvor der vil være fri entré for alle intreserede. 

Vi håber, at så mange som muligt vil komme på DS Arena og bruge første halvdel af Skærtordag på noget, der på forhånd ligner en af årets sjoveste fodboldkampe.  
 


Foto: Dannie Rosenkrantz



Tilbage til oversigten