​To sene AaB-scoringer nedlagde Hobro-reserver

I eftermiddags blev der spillet reservekamp mod AaB på bane 1, og begge mandskaber stillede stærkt op med masser af spillere fra Superliga-trupperne fra start.
 
Første halvleg var en jævnbyrdig affære, som længe så ud til at ende uden scoringer, men kort før pausefløjtet fik Hobro bragt sig foran med 1-0. Onur Albayrak mistede bolden nær AaB-feltet, men kom flot tilbage og fik prikket bolden væk fra en AaB’er og hen til holdkammeraten Emmanuel Sabbi. Amerikaneren tog et par træk og placerede derefter flot bolden helt ude ved den ene stolpe. Dermed kunne Hobro gå til pause foran 1-0.
 

Amerikanske Emmanuel Sabbi scorede for Hobro, men det var ikke nok til at sikre sejren mod AaB. (Foto: Dannie Rosenkrantz)


I anden halvleg lurede Hobro-mandskabet kraftigt på omstillinger, hvilket flere gange var tæt på at give pote. Eksempelvis fik indskiftede Mathies Skjellerup sat henholdsvis Sebastian Grønning og Emmanuel Sabbi op til et par gode muligheder midtvejs i anden halvleg, men angriberne formåede ikke at passere Michael Lansing i AaB-målet.
 
I stedet fik gæsterne udlignet 10 minutter før tid, da unge Honoré Kalala uheldigvis begik straffespark. Straffesparket blev sikkert eksekveret af Jakub Sylvestr.
 
Få minutter før slutfløjt lå bolden igen bag Nicolaj Jørgensen i Hobro-målet. Denne gang fik aalborgenserne spillet sig igennem i Hobros højre forsvarsside, og til sidst kunne Wessam Abou Ali sende bolden i mål.
 
Der blev ikke scoret yderligere i opgøret, og dermed tabte Hobro det nordjyske reserveopgør. Næste kamp i Reserveligaen spilles hjemme mod Viborg FF den 9. oktober.
 
Kampfakta:
Hobro IK 1-2 AaB (1-0)
 
Mål:
Hobro IK 1-0 AaB, Emmanuel Sabbi (44. min.)
Hobro IK 1-1 AaB, Jakub Sylvestr (80. min.)
Hobro IK 1-2 AaB, Wessam Abou Ali (85. min.)
 
Hobro-opstilling:
Nicolaj Jørgensen
Honoré Kalala – Yaw Amankwah – Stefan Kahr – Mathias Haarup
Martin Mikkelsen – Mikkel MP – Rasmus Ingeman – Onur Albayrak
Emmanuel Sabbi – Sebastian Grønning
 
Udskiftninger:
Ud: Mathias Haarup - Ind: Mathies Skjellerup (58. min)
Ud: Rasmus Ingeman - Ind: Mathias Dreyer (80. min)
Ud: Honoré Kalala - Ind: Morten Stadsgaard (88. min)
 
Dommer: 
Mikkel Redder

Tilbage til oversigten