Travl U12 weekend

HIKS U12 drenge havde i weekenden 4 hold ude at spille indendørs, og alle 4 hold kom hjem med pokaler, det er ret godt gået. Alligevel er  vi  en smule skuffet 

Til Julecup i Aab lørdag var vi tilmeldt med 3 hold, 1 hold i B rækken og 2 i A rækken.  B holdet  startede med at tabe til Dronninglund. Men da de bagefter slog vaarst sikkert, og vaarst slog Dronninglund, så var vi allerede i semifinalen inden gruppens sidste kamp mod Støvring. I kampen mod Støvring blev til et klart nederlag, som drengene tabte med 0-3. 
Så mødte vi det andet Støvring hold i semifinalen, som vi slog i Golden goal, og så skulle vi igen op mod Støvring. Vi startede med at komme bagud 0-3 som i det første opgør mod dem, men så scorede vi to hurtige mål, der gav spænding i opgøret. Desværre kom vi ikke tættere på. Men det var en vildt flot præstation af drengene. 

Vi stillede to hold i A-rækken, så det skulle blive spændende at se, om vi har bredden til at være med. Og det må man sige, at vi har. 
Det ene hold gik igennem gruppespillet med max-point, det andet hold havde en rigtig skidt start mod Thisted, som vi tabte 2-3 efter at have været bagud med 0-3. Men derefter vandt vi de to næste gruppekampe. 
Derfor skulle de to Hobro-hold mødes i semifinalen. Her er det trænerens største frygt, at han har blandet holdene skævt. Men et 2-1 resultat, hvor begge hold havde chancer til at vinde, kan man ikke klage over. 
Vi vandt sikkert bronzekampen, men tabte ligeså sikkert finalen til Thisted. Fuld fortjent vinder af turneringen, men irriterende at vi vælger at spille dagens ringeste kamp i finalen. 

Søndag var det  Futsal i Jetsmark. holdet var tilmeldt A-rækken og skulle møde Hjøring futsal , Thisted og nogle rigtig dygtige U 13 piger fra Aab.
Vi spillede helt fantastisk i de 3 gruppekampe. 3 sejre og en målscore på 9-1. 
Så stod vi igen i en finale mod Thisted. Vi havde slået dem med 3-1 i første kamp. Men igen vælger vi at lave dagens dårligste præstation i en finalekamp. 
Thisted slår os 1-3. Men hvor det var en fair vinder i går, så var det ikke tilfældet i dag. Vi burde have vundet denne turnering. 
Der var dog trætte ben i finalen, og det er vel fuldt forståeligt efter weekendens strabadser.

Foto: Privatfotos

Tilbage til oversigten