​Tre Pål-mål i storsejr over Thisted

Det blev en næsten perfekt generalprøve for Hobro IK, inden Superligaen starter på søndag, da mandskabet vandt 6-2 over Thisted FC tirsdag aften. Særligt Pål Kirkevold viste klassen med tre mål og to assists.
 
Tirsdag aften var der generalprøve mod Thisted FC forud for forårspremieren i Superligaen mod AC Horsens på søndag.
 
Allerede i første minut var Sakari Tukainen tæt på at bringe gæsterne fra Thisted i front, men den finske angriber sendte sin afslutning forbi Hobro-målet.
 
Herefter startede en lang periode med Hobro-dominans. Efter seks minutter erobrede mandskabet fra Mariagerfjord bolden højt oppe på banen. Vito Hammershøy-Mistrati spillede bredt til Emmanuel Sabbi, der fandt en fri Pål Kirkevold inde foran mål. Her skulle sidste sæsons Superliga-topscorer blot sætte en inderside på bolden for at sende den i mål til 1-0.


(Foto: Dannie Rosenkrantz) 

 
Efter et kvarters spil fordoblede Pål Kirkevold føringen, da en fejlaflevering fra gæsterne endte lige i fødderne på Hobro-spilleren. Det straffede den norske angriber prompte, da han tog et par træk og klaskede bolden i mål.
 
Fem minutter før pausen blev føringen øget til 3-0 ved Mathias Haarup. Venstrebacken var med fremme og blev spillet fri af Pål Kirkevold ude i venstre side. Herfra trak Haarup ind i banen og sparkede bolden i nettet.
 
Herefter var Mathies Skjellerup tæt på at nå frem til flade indlæg i to omgange, men det blev kun lige ved og næsten for den tidligere Serie 1-spiller.
 
Det blev det dog ikke for Pål Kirkevold, da han lige inden pausefløjtet skulle eksekvere et frispark begået lige uden for Thisted-feltet. Nordmanden placerede flot bolden helt oppe i målhjørnet med et kraftfuldt spark, og så stod det 4-0 til mandskabet fra Mariagerfjord.


(Foto: Dannie Rosenkrantz) 

 
Fire mål mere efter pausen
Fem minutter efter pausen var Pål Kirkevold igen farlig for Hobro IK, da han trak ind i banen og afsluttede, men denne gang fik Thisted-forsvaret blokeret.
 
Kort efter var Collins Tanor, der skiftede Hobro IK ud med Thisted FC i sidste uge, ved at reducere, men midtbanespilleren sendte sin afslutning lige forbi mål.
 
Fem minutter senere fik Pål Kirkevold sendt en perfekt aflevering i dybden til Emmanuel Sabbi. Thisteds målmand kom på mellemhold, og det udnyttede Emmanuel Sabbi, da han elegant chippede bolden over keeperen og ind i netmaskerne. 5-0 til Allan Kuhns mandskab.


(Foto: Dannie Rosenkrantz) 

 
Ti minutter senere blev føringen øget til 6-0 efter et rigtig flot gennemspillet angreb fra Hobro-spillerne. Angrebet endte ved Jesper Bøge, der sendte bolden i mål ved nærmeste stolpe. Han fejrede scoringen ved at lade sig udskifte lige bagefter.
 
De sidste ti minutter blev lidt for rolige for Hobro-mandskabet, og så var Thisted FC lige ved at reducere, da en afslutning blev sendt op på overliggeren.
 
Tre minutter før tid slap Hobro-mandskabet ikke blot med skrækken, for denne gang sparkede en helt fri Collins Tanor bolden sikkert ind bag Jesper Rask i målet.
 
I overtiden blev der også reduceret til 6-2, men det ændrede ikke på, at Hobro IK vandt stensikkert i den sidste test, inden man tager imod AC Horsens i årets første Superliga-kamp på DS Arena på søndag.
 
 
 
Kampfakta:
Hobro IK 6-2 Thisted FC (4-0)

Mål:
Hobro IK 1-0 Thisted FC, Pål Kirkevold (6. min.)
Hobro IK 2-0 Thisted FC, Pål Kirkevold (13. min.)
Hobro IK 3-0 Thisted FC, Mathias Haarup (39. min.)
Hobro IK 4-0 Thisted FC, Pål Kirkevold (44. min.)
Hobro IK 5-0 Thisted FC, Emmanuel Sabbi (58. min.)
Hobro IK 6-0 Thisted FC, Jesper Bøge (64. min.)
Hobro IK 6-1 Thisted FC, Collins Tanor (87. min.)
Hobro IK 6-2 Thisted FC, (90. min.)
 
 
Hobro-opstilling:
Jesper Rask
Jesper Bøge – Yaw Amankwah – Rasmus Minor – Mathias Haarup
Emmanuel Sabbi – Martin Mikkelsen - Vito Hammershøy-Mistrati – Jonas Brix-Damborg – Mikkel M.P.
Pål Kirkevold

Udskiftninger:
Ud: Martin Mikkelsen – Ind: Mathies Skjellerup (33. min.)
Ud: Vito Hammershøy-Mistrati – Ind: Christian Cappis (59. min.)
Ud: Pål Kirkevold – Ind: Julian Kristoffersen (63. min.)
Ud: Jesper Bøge – Ind: Hamse Hussein (66. min.)
Ud: Emmanuel Sabbi – Ind: Danny Olsen (66. min.)
Ud: Jonas Brix-Damborg – Ind: Edgar Babayan (72. min.)
Ud: Mathias Haarup – Ind: Kalle Bak (84. min.)
 
 

Tilbage til oversigten