U12 Piger Fyrkat Q har igen været i spil

Søndag den 16. Juni skulle U12 pigerne igen i kamp. Denne gang drog vi mod Silkeborg for at møde Sejs/Svejbæk. Sidste gang vi mødte dem endte det med en 2-0 sejr til os, så på trods af, at vi drog afsted med et afbudsramt hold, med 4 vanlige spillere væk, var det med en god fornemmelse vi gik ind til kampen.
Holdet på dagen bestod af Freja Dahl, Merle Wie, Agnethe Nielsen, Natasia Pedersen, Jasmin Bertelsen Jensen, Carla Domino, Malou Mikkelsen, Kirstine Lyngberg, samt de 2 debutanter Sara Iskov og Natasia Kvik. De 2 sidstnævnte fik endda plads i start opstillingen, og skal virkelig have ros for at kæmpe og gøre det godt.
Som vanligt startede kampen lidt rodet, dog fra begge parter. Ingen får rigtig spillet til at flyde og det bliver noget planløst sparkeri med lange bolde. Efter 5 minutter får vi et hjørnespark, som giver en løs chance til Natasia Pedersen, der desværre rammer lige på målmanden, på trods af et fint træf på bolden. Herefter begynder spillerne fra Sejs at sætte spillet flot op, og pasningerne sidder i skabet. Det får os virkelig ud at løbe, og vi får heller ikke spillet til at flyde på grund af Sejs pigernes gode genpres. På trods af spilovertaget, bliver Sejs pigerne ikke farlige foran mål i denne periode, og det bliver ved nogle ufarlige langskud, som Freja nemt tager sig af.
Efter 25 minutter får Sejs hul på bylden i en situation, hvor vi forsømmer at få bolden clearet ordentligt i eget felt, og derfor bringer de sig foran 1-0. Denne stilling holder til pausen, og her må vi virkelig sige at pausen bekommer os vel. Vi savner løb uden bold, acceptable 1. berøringer og generel flow i spillet. Desværre får pausen ikke den ønskede effekt, og kort efter 2. Halvlegs start, rammer Sejs sammenføjningen på et følt langskud. Kort efter bringer Sejs sig foran med 2-0, hvor de straffer en opspilsfejl fra vores side. Sejs fortsætter det gode spil herefter, men vi gør det heller ikke svært for dem. Vi har svært ved at sætte 2 afleveringer sammen, og kommer derfor under pres.
Dog får Merle smidt et godt langskud afsted efter et hjørnespark, men forløsningen udebliver. Derfor bliver den forudsigelige udvikling på kampen, at Sejs efter et par gode gennemspillede angreb scorer til både 3-0 og 4-0. Og herefter er det kun et spørgsmål om sejrens størrelse og i slutningen af kampen, scorer Sejs også til 5-0, hvor vi igen ikke får gjort forsvarsspillet færdigt. Det ender med en øretæve til pigerne, som de jo ikke er forvænt med, så som tilskuer håber jeg på, at det giver den reaktion, at pigerne på onsdag mod Assentoft, kommer ud med ild i øjnene for at vaske denne plet af, og hvor alle 11 mand er villige til at løbe med og uden bold, for så kommer det gode spil igen.
 
Som sagt er næste kamp i Assentoft på onsdag. Så op på hesten igen piger, for det gode ved nederlag er jo, at man har mulighed for at gøre det bedre næste gang:O)

Tilbage til oversigten