U13-afdelingen har haft et flot 2016

U13 (årgang 2004) – Status for 2016

Hobro Ik’s  U13 går fredag den 16. december på en kort juleferie efter et 2016 med meget højt aktivitetsniveau.
2016 har for årgang 2004 været et på alle måder super godt fodboldår, der både har budt på masser af træning, kampe og stævner etc.

Hele årgangen har trænet godt, 2-3 gange om ugen, og der har været stort fremmøde til alle træningspas.

Alle spillere har oplevet en god fodboldmæssig udvikling, og hele årgangen har virkelig formået at hæve niveauet, både individuelt og som hold.

Fodboldåret blev startet med træning på kunstbanen i uge 2, og i løbet af vinteren blev der spillet masser af træningskampe.
Der var for både A- og B-hold deltagelse i træningsturneringer og DBU Futsal turnering. I DBU’s kunstgræsturnering vandt A-holdet alle de indledende puljer og nåede derved finalerunden.
Her var modstanderne Esbjerg fB, IF Lyseng og FC Skanderborg, og det blev til en sejr, en uafgjort og et nederlag. Både forår og efterår var der tilmeldt to hold i DBU’s turneringer.

For A-truppens vedkommende bød året også på deltagelse i et par elitestævner, nemlig Gellerup Elitecup og EfB Elitecup i Esbjerg.
Her blev holdet matchet mod nogle af landets bedste hold, og det var både spændende, udfordrende og lærerigt for spillerne.

Vildbjerg Cup har for årgang 2004 været en mangeårig tradition. I år deltog vi kun med et enkelt hold i modsætning til 2015, hvor vi havde to hold med.
Holdet var i år et blandet hold med ca. lige mange spiller fra A- og B-truppen, og var tilmeldt i U13-2 rækken.
Holdet fungerede fantastisk godt og på trods af det var et sammensat hold, endte drengene med at gå hele vejen og vinde turneringen med en fortjent finalesejr på 1-0 over Gentofte-Vangede IF 1.

Udvalgte resultater for A-truppen:
Privat træningsturnering: Nr. 2 i træningsturneringen ”Final Four Nord” (Puljen bestod foruden Hobro IK af Gug BK, AaB og Jammerbugt)
 
DBU turnering forår 2016: Nr. 1 i U12A-rækken (Puljen bestod foruden Hobro IK af Gug BK, AaB, Jetsmark IF, Aabybro IF, Hjørring IF og SHI/BAMSIF)

Åbne Randersmesterskaber: Nr. 3 i U12A-rækken (Sejre over Herning, Andrup og Dronningborg, nederlag til Gug BK i semifinalen)

Vildbjerg Cup: Nr. 1 i U13-2 rækken (Blandet hold med spillere fra både A- og B-trup)

DBU turnering efterår 2016:  Nr. 2 i U13 Vest rækken (Puljen bestod foruden Hobro IK af Randers Freja, FK Viborg, AaB, Thisted FC, Jetsmark IF, Hjørring IF og SHI/BAMSIF)

DBU Futsal efterår 2016: Nr. 1 i U13A-rækken (Puljen bestod foruden Hobro IK af Aars IK, Støvring IF og AaB)

DBU vinterserie efterår: Nr. 1 i U13 Vest 2 pulje (Puljen bestod foruden Hobro IK af Hedensted IF, HOG Hinnerup og VSK Århus)

Udvalgte resultater for B-truppen:
DBU turnering efterår 2016: Nr. 2 i U13B rækken (Puljen bestod foruden Hobro IK af IK Rosendal, Arden IF, Hadsund BK og Rebild Syd)

DBU Futsal efterår 2016: Nr. 1 i U13B-rækken (Puljen bestod foruden Hobro IK af Aars IK, Støvring IF og Aalborg Futsal Klub)

 

Tilbage til oversigten