U13: Kamp om førsteplads og eliteturnering i Finland

På onsdag kan U13 sikre sig førstepladsen i Liga 1B, og på torsdag rejser de til Helsinki for at deltage i eliteturneringen HJK Cup i Finland. Der er nok at se til for de talentfulde drenge fra Hobro IK.
 
I Liga 1B har de indtil nu været i den nordjyske kreds, hvor konkurrenterne til topplaceringerne hedder Hjørring og Skibsby-Højene. Men en sejr på onsdag over Farsø vil give Hobro IK 1. pladsen i rækken og dermed videre deltagelse i Liga 1B i resten af efteråret, hvor de vil blive parret med de andre tophold fra de andre Liga 1B-rækker. Her vil modstanden blive af højere karakter med mulige hold som Thisted, Holstebro og ASA Aarhus.

Selvom holdet vil kunne måle sig med flere af holdene i Liga 1A, så er det desværre ikke muligt, da det er DBU’s licenssystem, der afgør indrangeringen af klubberne. Her er der i efteråret kun plads til de 12 højest placerede klubber i Jylland og Fyn, og Hobro IK ligger pt på en 14. plads. Men der bliver åbnet op for 6 wildcardpladser til foråret, når U13 går over til 11-mands, så gode resultater i resten af efteråret vil hjælpe på muligheden for at spille med på højeste niveau i fremtiden.



 
Drengenes resultater i løbet af de sidste år har givet en invitation til eliteturneringen i Helsinki, der spilles på fredag og lørdag. Der er 10 hold med i turneringen, hvor der spilles 11-mands. Hobro IK er kommet i pulje med Zenit fra Rusland, HJK Blue fra Finland, Flora fra Estland og sidste års vinder af turneringen, KuPs fra Finland. De to bedste hold fra hver pulje spiller semifinale. Nr. 3 og nr. 4 fra hver pulje spiller om 5. pladsen, mens sidstepladsen i hver pulje spiller en enkelt kamp om at undgå 10. pladsen.
 
DBU har også fået øjnene op for vores drenge, da de har indkaldt 4 af vores spillere til den første DBU-samling d. 10. september. Her møder (barndomsklub i parentes) Valdemar Schmølker (Skørping Frem), Sebastian Frahm (ASV), Daris Catak (IK Rosendal/Hobro IK) og Lorik Thaqi (Hobro IK) op for at vise sit værd.


 

Tilbage til oversigten