U14 piger vandt sikkert

U14 piger vandt sikkert

Søndag spillede VH08 U14 piger hjemmekamp på Valsgaard stadion mod Højslev.
Det blev til en sikker sejr på 5-2. Pigerne var fra start helt oppe på mærkerne, hvilket resulterede i flere store 100% chancer, som dog ikke blev udnyttet. Holdet har i de seneste kampe spillet flot og i flere kampe haft mange chancer, som dog er blevet brændt, hvilket har resulteret i et par ufortjente og knebne nederlag.
Men søndag fortsatte pigerne det store pres, og til sidst gav det pote, da Josefine(Jose) scorede. Føringen gav pigerne selvtillid, der var fint pasningsspil og god bevægelse. Samtidig kom vi først på bolden i nærkampene, hvilket resulterede i et stort overtag og mange chancer blandt andet et skud på overlæggeren. I 2. halvleg fortsatte det flotte spil.
Blandt andet scorede Mathilde Christensen et flot mål, da hun sendte bolden helt op i målhjørnet. Højslev ville dog også lege med og scorede et par flotte kontramål. Slutresultatet blev således 5-2. Jose scorede 2 mål mere, og det sidste mål blev scoret af Lone Stoter.

U14 pigeholdet er et samarbejde mellem VH08(Hobro IK og Valsgaard IF) og Mariager IK. Holdet mistede i vinterpausen et par store profiler til blandt andet AaB, men en del nye piger er kommet til. For flere af disse er det første bekendtskab med fodbolden, så det har krævet mange kræfter at få de nye spillet ind. Men det fungerer bedre og bedre. Holdet er kendetegnet ved et godt kammeratskab, hvor man bakker hinanden op både på og udenfor banen. Samtidig er man god til at tage imod nye spillere.


 

Tilbage til oversigten