U19 Liga 1 vandt fortjent ude mod Thisted FC's U19 Division

Stærk præstation tirsdag aften af U19 Liga 1, som på udebane fik revanche mod Thisted FC’s U19 Division efter nederlaget på 1-2 i Skaw Cup.
 
Hobro IK var ganske enkelte det bedste hold på dagen, hvor de stod stærkt i organisationen, fulgt op af flot fight, hvilket resulterede i en meget stærk 1. halvleg af U19 Drengene.
 
Hobro IK kom foran midt i 1. halvleg ved Leorant Thaqi, som i et flot fælles pres opfangede en løs bold og scorede sikkert i 1 mod 1 med Thisteds målmand.
10 minutter efter fører Emil Hansen bolden frem i en omstilling efter endnu et succesfuldt fælles pres og bolderobring.

Emil beholder flot bolden centralt i banen og går selv direkte mod mål og lægger bolden elegant i kassen.

Kort før halvleg bliver det 3-0, da Andreas Horskjær driver bolden frem, skaber et overtal, og sender Emil Hansen afsted med en flot dyb stikning.

Emils afslutning bliver blokeret, men Leorant Thaqi er på pletten på riposten og scorer sit andet mål i kampen.

Thisted havde hele kampen svært ved at bryde igennem Hobro IK’s defensiv og fik kun få halve målchancer i 1. halvleg.
 
I 2. halvleg kom Thisted bedre med og de får reduceret til 3-1 ved Frederik Sloth midt i halvlegen.

Thisted får også et par yderligere målchancer, som Christian Nymann Jensen flot tager sig af.
 
Hobro IK var dog også bedst i 2. halvleg og havde flere og større målchancer end Thisted havde og vinder fortjent 3-1, selvom holdet tabte 0-1 i 2. halvleg.

Hobro IK var skarpest i omstillingerne og var bedst med bolden efter erobringer og i opbygningen. Der var flere flotte opbygninger fra egen banehalvdel og flotte vendinger af spillet, som Thisted ikke kunne lukke ned.
 
Defensiven stod stærkt med Christian Nymann Jensen, Tobias Mørk Hyllested, Lukas Holst Christensen og Mathias Knügle og Andreas Gildsig, og senere Hasan al Ali, som ikke afgav meget rum til Thisteds offensiv.

Meget stærk præstation af midtbanen med Hamse Mahdi, Miclas Søndergaard Larsen, Nicklas Bucio, Magnus Olsson, Andreas Østergaard Foldager og Andreas Horskjær, som stod godt på banen og arbejdede hårdt.

Flot arbejde af angrebsduoen Leorant Thaqi og Emil Hansen, som var kynisk i 1. halvleg på de målchancer de fik.
 
Trænerteamet Jan Senft og Sinthusan Manoharan havde følgende kommentar efter kampen.

”Vi er meget tilfredse med, at U19 Liga 1 truppen så tidligt på sæsonen kan matche et U19 Divisionshold. Der er blevet arbejdet hårdt og seriøst de seneste 3 uger og under Skaw Cup blev der arbejdet med formen, spillestil og spillestilsprincipper. Samtidigt er de relationelle færdigheder spillerne i mellem på kort tid kommet til udtryk på banen.”

Tilbage til oversigten