Vito: Skal være der 100% mod Silkeborg

I morgen spiller Hobro IK den sidste hjemmekamp i Alka Superligaens grundspil, hvor et opgør mod Silkeborg IF venter. Vito Hammershøy-Mistrati forventer et svært og tæt opgør, hvor man skal være der 100% for at få et godt resultat.
 
- Det bliver et svært og tæt opgør, og vi har snakket om, at hvis vi ikke er der 100%, så kan vi ryge ind i et nederlag. Omvendt, hvis de ikke er der 100%, så kan vi også godt køre dem over, udtaler Vito Hammershøy-Mistrati.
 
- Jeg synes det er et godt hold, og de har nogle profiler, som kan gøre ondt. Skhirtladze, Rodic og så selvfølgelig Gammelby er alle dygtige spillere. Så jeg synes, at det er et godt hold, og hvis ikke vi er der, så kan vi godt få en på snuden.
 


Hobro IK indledte de første fire kampe i foråret med blot at få et point, men i lørdags fik man så en forløsende sejr, da Lyngby BK blev besejret med 3-0 i egen hule, og den sejr har haft stor indflydelse på humøret i spillertruppen.
 
- Selvtilliden og humøret er højt. Det betyder virkelig meget, at vi fik den sejr i Lyngby. Først og fremmest fordi det er lang tid siden, vi har vundet, og for det andet er vi nu også kommet på tavlen i foråret.
 
- Vi spillede en fantastisk kamp, og Pål spillede som den "gamle" Pål, som nogen vil mene, og lavede to vigtige mål. Forhåbentligt kan han bygge videre, og han betyder jo bare vildt meget for vores spil. Og det samme med Quincy, som også spiller en rigtig god kamp. Hvis de kan ramme deres niveau igen, så får vi nok et godt resultat. Men det kræver selvfølgelig også, at vi andre præsterer, ligesom vi gjorde i Lyngby, lyder det fra midtbanestrategen.
 
Morgendagens opgør mod Silkeborg IF på DS Arena sparkes i gang klokken 16.00.

Tilbage til oversigten